Af Benjamin Damon
Der er noget herligt ved en instruktør, som kender sin filmhistorie og lader sig inspirere af tidligere tiders store filmskabere. Det er der mange, der har haft stor succes med. Edgar Wright er om nogen cinefil og med sin seneste film, Last Night in Soho, forsøger han sig med en homage til både 60’ernes London og legendariske filmskabere som Dario Argento.
Det er desværre en sand rodebutik, som Wright har forvildet sig ind i.
Filmen starter egentlig fornuftigt ud – vi præsenteres for hovedkarakteren Eloise (Thomasin McKenzie), som lige straks skal flytte fra sin bedstemor (Rita Tushingham) på landet til London, da hun har fået en plads på en prestigefyldt designskole. Hun er overlykkelig, men mormor er nervøs; kan Eloise klare den kaotiske hovedstad?
Vi lærer hurtigt, at Eloise ”ser ting”. Sin døde mor i spejlet for eksempel. Det er en tidlig indikation af det, der kommer til at fylde allermest i filmen.
Efter et mislykket ophold på et kollegie, lejer hun et værelse hos en ældre dame og herfra begynder den egentlige historie. Da Eloise lægger sig til at sove i sit nye hjem, drømmer hun sig nemlig ind i London anno 1960’erne. Ikke nok med det, så er hun også en helt anden person, nemlig den smukke og selvsikre Sandie (Anya Taylor-Joy), som betager samtlige mænd i byen – heriblandt den kække Jack (Matt Smith), som skaffer hende et job på et spillested.
Eloise er i forvejen forvirret og sårbar, og skal nu forsøge at veksle imellem disse to vidt forskellige verdener – en opgave hun klarer mindre godt. Måske havde mormor ret; er London for meget for hende? Hun vikles ind i et dystert virvar af illusioner og drømme og kan ikke skildre virkelighed fra fantasi. Last Night in Soho bliver for alvor en horrorfilm.
Eller, det forsøger den i hvert fald. Der er jumpscares, masser af blod og onde mennesker overalt – både i Eloises og Sandies univers. Men det bliver meget hurtigt trivielt at se på. For Edgar Wright har nemlig et problem med pacing i sine film. Han insisterer på at blive ved med at tæppebombe seeren med neonbadede drømmesekvenser, og det ender med at blive en gimmick, som han ikke kan give slip på. Det føles endeløst, når vi igen og igen og igen skal se Eloise blive forvirret, fordi hun ser spøgelser i klasselokalet eller på biblioteket.
Filmen peaker simpelthen for tidligt. Da vi først har fanget, hvad der er på spil, bruger Wright en evighed på at udpensle det til døde, før der mod slutningen endelig sker en udvikling med nogle plot twists – som dog for længst er gættet af den skarpe filmseer.
De to hovedkarakterer spilles fint af Thomasin McKenzie og Anya Taylor-Joy, men det er samtidig nogle forholdsvist flade karakterer, som kun bliver endnu fladere af filmens overæstetiserede udtryk. Der mangler noget grittyness for, at man for alvor skal blive opslugt af filmens miljø. Det er tydeligt, at Wright har kigget mod f.eks. Dario Argentos Suspiria (1977) for inspiration, men han lykkes ikke med at gøre det til sit eget.
Det er efterhånden nogle år siden, at Edgar Wright for alvor har lavet en god film. Baby Driver (2017)var undervældende og unødigt corny, men den havde i det mindste stadig en vis charme og originalitet, og man kunne se, at det var Wright, der havde lavet den. Det samme kan ikke siges om Last Night in Soho. Hvor er alle de træk, der gjorde en film som Hot Fuzz (2007) så genial? Nu har han prøvet horror-genren af, og det gik ikke. Forhåbentlig vender han snart tilbage til de skæve og urkomiske skildringer af middelklassen i England.
Kommentarer